Portvin og Douro-dalen – indefra

Portvin og Douro-dalen – indefra

Rejseberetning af Tom - September 2025....
  Efteråret har sneget sig ind, dagene er kortere, og dermed begynder også portvinens højsæson. For mig var det den perfekte undskyldning for at rejse til Portugal – til Porto og ikke mindst den mytiske Douro-dal, hvor portvinens historie har sine rødder.
Via en god ven i vinbranchen blev vi inviteret af Symington-familien, der står bag ikoniske huse som Graham’s, Cockburn’s, Dow’s og Warre’s. I dag drives det hele af 4. og 5. generation, og mødet med dem blev et af turens højdepunkter.
Porto – første møde med Symington og en 125 år gammel vin
Efter landing gik turen direkte til en lokalt elsket restaurant, der kun serverer én ting: stegt pattegris. Der var propfuldt allerede få minutter efter åbning, men heldigvis stod vores bord klar. En enklere og bedre start kunne vi næppe få.
Herefter check-in på hotellet og videre til Symingtons nyeste projekt: vinbaren Matriarca. Et smukt restaureret hus, der i dag rummer vinbutik, vinbar og selskabslokaler – absolut et besøg værd, hvis du er i byen. Her mødtes vi med Symingtons udviklingschef Pedro Leite, som havde taget en flaske portvin med fra sin bedstefars kælder. Efter lidt research og gætterier nåede vi frem til, at flasken formentlig var omkring 125 år gammel. Det utrolige var, at vinen stadig var levende. Netop dét er noget af magien ved portvin.
Aftenen sluttede med en tur gennem Portos farverige natteliv, inden trætheden meldte sig.
Graham’s Lodge og mødet med Symington-familien
Næste dag startede på Symingtons hovedkontor, hvor vi hilste på både Charlotte Symington, ledelsen og de mange medarbejdere bag de vine, vi kender så godt. Besøget blev rundet af i Graham’s Port Lodge, hvor enorme egetræsfade gemmer på portvine af alle typer og aldre. En majestætisk oplevelse.
Frokosten nød vi i lodgens restaurant Vinum sammen med bl.a. Anthony Symington og Hugo Mesquita, Head of Global Sales. Efter et par timer med god mad, stærke historier og udsigt over Porto gik turen mod Douro-dalen – den del af rejsen, jeg havde glædet mig allermest til.
Douro – smukt, fredet og fuld af historie
Det er ikke uden grund, at Douro-dalen er UNESCO-fredet. De terrasserede marker, de stejle skråninger og floden, der slynger sig gennem dalen, skaber et landskab, der tager pusten fra én.
Vi var inviteret til middag og overnatning på Quinta dos Canais, et af Symingtons mest betagende steder. Her er stilheden næsten et sprog i sig selv, og udsigten over floden er balsam for sjælen. Middagen blev serveret med lokale specialiteter og husets egne hvid- og rødvine – en aften, der bliver hængende.
Fra high-tech til historie – og tilbage til essensen
Tredjedagen startede på Quinta do Ataíde, Symingtons topmoderne vineri, hvor teknologi og præcision spiller en hovedrolle. Et markant skifte fra de traditionstætte omgivelser, vi havde været i dagen før – men et fascinerende indblik i portvinens fremtid.
Kontrasten blev endnu stærkere efter den korte bådtur over floden til legendariske Quinta do Vesuvio, også kaldet Dronningen af Douro. Her er tiden næsten gået i stå. Druerne trædes stadig med fødderne, og vinene herfra er blandt de mest eftertragtede i verden. Frokosten på Vesuvio er en af de oplevelser, der sætter sig.
Tilbage på den anden side besøgte vi Quinta dos Malvedos, endnu en af Douros kronjuveler. Her har selv tidligere premierminister John Major holdt ferie. Aftenen kulminerede med en 80-års Tawny, der nærmest føltes som at drikke flydende silke.
“One to remember”
Nogle ture sætter sig dybere end andre – og denne her er uden tvivl en af dem. Kombinationen af landskab, mennesker, historie og vin gør Douro til noget helt særligt.
Har du fået lyst til at dykke ned i portvinens verden? Så tag endelig fat i os hos Copenhagen Wine. Vi hjælper dig gerne med at finde vej i denne smukke og traditionsrige del af vinuniverset.

Back to blog